Friheder
Artikel 10 - Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed
Den ret, der sikres ved stk. 1, svarer til den, der er sikret ved artikel 9 i EMK, og har i henhold til artikel 52, stk. 3, samme betydning og omfang som denne. Begrænsningerne skal derfor være i overensstemmelse med konventionens artikel 9, stk. 2, hvori det hedder: »Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.« Den ret, der sikres ved stk. 2, afspejler medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner og udviklingen i de nationale lovgivninger på dette punkt.