Siden 2011 har Den Europæiske Unions (EU) Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udgivet håndbøger inden for forskellige EU-retlige områder. Denne håndbog giver et overblik over de europæiske retlige standarder af relevans for asyl, grænser og indvandring, og den forklarer de gældende foranstaltninger fra både Europarådet og EU.
Den er henvendt til advokater, dommere, anklagere, grænsevagter, indvandringsmedarbejdere og andre, der arbejder med nationale myndigheder, samt nationale menneskerettighedsinstitutioner, ikkestatslige organisationer (NGO’er) og andre organer, som kan støde på juridiske problemstillinger vedrørende disse områder.
Med Lissabontraktatens ikrafttræden i december 2009 blev EU’s charter om grundlæggende rettigheder juridisk bindende. Det har samme juridiske værdi som EU’s oprettelsestraktater. Endvidere skal Den Europæiske Union i henhold til Lissabontraktaten tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention, som er juridisk bindende for alle EU-medlemsstater og Europarådet.
Siden vi offentliggjorde den anden udgave af denne håndbog i 2014, er der sket en betydelig udvikling i europæisk lovgivning vedrørende asyl, grænser og indvandring. En række vedtagne EU-instrumenter har f.eks. opdateret eller indført nye store IT-systemer til forvaltning af migration på EU-plan. Der er også sket mindre lovgivningsmæssige ændringer – f.eks. i Schengenreglerne om grænser, irregulær migration og visa.
Samtidig har EU-Domstolen i sin stadigt voksende retspraksis klarlagt flere retlige spørgsmål, som er opstået i forbindelse med gennemførelsen af EU’s migrations- og asyllovgivning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har også afsagt en række vigtige domme, navnlig vedrørende asylansøgeres modtagelsesforhold. I lyset af disse ændringer har det været nødvendigt at ajourføre denne håndbog for at sikre, at den juridiske vejledning heri er korrekt.